Hvordan markedsfører du din kunst - Lønfeldt Marketing

Hvordan markedsfører du din kunst?

Hvordan markedsfører du din kunst ?

Mange kunstnere fordyber sig i deres værker, og bruger ikke meget tid på at få dem solgt. Ofte fordi de ikke ved hvad de skal gøre for at få deres kunst markedsført og vist til de rigtige kunder. Så de i sidste ende får solgt noget.

Jeg er selv kunstner - laver abstrakte malerier, som jeg sælger både i Danmark og udlandet - og ved siden af har jeg lavet markedsføring professionelt for virksomheder de senste 20 år.

Jeg får efterhånden ret mange spørgsmål fra andre kunstnere. Og kan se i forskellige fora, at mange kunstnere søger informationer omkring markedsføring og salg af deres kunst. Derfor har jeg skrevet den her artikel.

I artiklen fortæller jeg om, hvordan du kan markedsføre din kunst, så du får en større eksponering, bliver klogere på hvad der er den rigtige måde at sælge netop din kunst på, og i sidste ende sælge mere.

Inden jeg starter med at gå i dybden, så lige et par ord omkring hvad det kræver at markedsføre sin kunst.

Der er ingen lette smutveje, hvor du ved en lille indsats opnår en god markedsføring og et godt salg. Markedsføring og salg er hårdt arbejde, og det kræver en systematisk tilgang samt en kontinuerlig og vedholdende indsats.

Men hvis du investere den nødvendige tid og indsats, går systematisk frem og lære af de ting du sætter i gang, så kommer resultaterne. Ikke i løbet af en uge eller 14 dage, men du vil kunne se forbedringer fra måned til måned. Og efter et års tid begynder det virkeligt at rykke.

Ved selv at gøre mig de overvejelser der er beskrevet her, og gå systematisk frem. Så har jeg de senest 3 år hvert år fordoblet min omsætning i forhold til året før.

Her er de faktorer du skal overveje, hvis du vil markedsføre din kunst godt og sælge mere:

Hvad er det for et produkt du vil sælge til kunderne?
Hvilke kunder er det du gerne vil sælge til?
Hvor får du fat i kunderne henne?
Hvad kan du lave selv og hvad skal du have hjælp til?

Hvad er det for et produkt du vil sælge til kunderne?

Selvom det at skabe kunst er en personlig proces. Så er det vigtigt at tænke på dine malerier, buster, skulpturer, glaskunst, lerkunst som om de er et ganske almindeligt produkt.

Formålet er at få en fornemmelse af, hvor unikke dine kunstværker er set fra kundernes synsvinkel. Og i hvor høj grad de adskiller sig, fra det andre kunstnere laver.

Fordi jo mere unik en kunst du fremstiller, og jo sværere den er for andre kunstnere at efterligne. Jo lettere er det at markedsføre værkerne – skabe opmærksomhed, få mere eksponering og mere salg.

I den forbindelse bør du lave en vurdering af:

Hvad er det for for ting kunderne fremhæver positivt, når de snakker om din kunst?

Er de især begejstret for:

det dine motiver viser rent visuelt
den måde du bruger perspektivet på
de budskaber du viser
den komposition du har lavet
den stemning kunstværket skaber
de farver du bruger
den måde du bruger farverne på
specielle små detaljer
de symboler og figurer du anvender
enkeltheden eller kompleksisteten i motivet
strukturen eller glatheden i overfladen
den måde du har brugt redskaberne på
eller måske er det noget helt andet

Hvordan adskiller din kunst sig, fra det andre kunstnere laver i samme stilart?

I hvor høj grad dine værker adskiller sig fra konkurrenternes – set fra kundernes synsvinkel – er en vigtig faktor, når det drejer sig om, hvor hurtigt din markedsføring virker. Hvis din kunst er fuldstændig unik, så har du et rigtigt godt udgangspunkt. Fordi det giver dig en enestående genkendelighed, hvor kunderne aldrig er i tvivl om, det er dig der har lavet et specifikt kunstværk. 

Derimod er det meget sværere at trænge igennem, hvis det du fremstiller let bliver forvekslet med det andre laver. Der mangler den signatur, som gør at kunderne kan være 100% sikre på værket er produceret af dig.

Når du skal indsamle informationer omkring, hvad det er kunderne værdsætter ved din kunst, og hvordan de ser dig i forhold til konkurrenterne. Så er den letteste måde ganske enkel: Spørg dem hvad de synes. Det kan du gøre mange steder – bl.a. på udstillinger, på kunstmesser og på din Facebook side.

Hvilke kunder er det du gerne vil sælge til?

Når det handler om, hvilke kunder en kunstner gerne vil sælge til, så møder jeg ofte den holdning at “jeg vil gerne sælge til alle”.

Og vi vil selvfølgeligt alle sammen sælge så meget som muligt. Men ved IKKE specifikt at definere hvem de primære kunder er. Så er resultatet dels, at du ikke bliver eksponeret overfor de kunder, der kunne være interesseret i din kunst. Og at du dermed mister salg. Dels at du spilder en masse tid, energi og markedsføringskroner fordi du ikke får fat i kunderne.

Det har derfor stor betydning at tage stilling til følgende:

Geografisk område

Vil du kun sælge i Danmark eller også i udlandet? Og helt specifikt hvilke lande – eksempelvis: Engelsksprogede lande, Skandinavien, Europa, Nordamerika, hele verden.

Det har stor betydning, fordi det er afgørende for hvordan du tilrettelægger og implementerer din markedsføring. Skal materialet – primært teksterne – kun laves på dansk? Eller også på engelsk, fransk, tysk og spansk?

Rent praktisk har det indflydelse på ALT – eksempelvis om du til hjemmesiden skal bruge et .dk eller et internationalt domæne, om der skal være flere sprog på hjemmesiden, om kataloger og brochurer skal lave på flere sprog, og hvordan du bruger de sociale medier.

Kundeprofiler

Hvordan ser de kunder ud du vil sælge til?

For at få et udgangspunkt for valg og udvikling af de budskaber og medier du anvende i din markedsføring, så kan du opstille ideelle kundeprofiler. Det gør det meget lettere at lave materiale, når det ligger fast hvem et specifikt budskab er rettet imod. Også med hensyn til valg af de medier budskaberne skal spredes ud på.

Her er de typiske data du kan bruge som udgangspunkt:

Er det en familie eller en single?
hvor bor din kunde (familien) henne?
hvad bor kunden i - eget hus, lejlighed - og størrelsen
hvilke jobfunktioner har de voksne i familien?
hvor høj er indkomsten?
hvilke interesser har familien?
hvad er familiens største udfordringer i hverdagen?

Med overvejelser omkring disse data, så bliver det meget lettere at udforme budskaber og finde de bedste medier.

Hvor får du fat i kunderne henne?

Når du har fastlagt, hvilke kunder du gerne vil sælge til. Så er næste skridt, at finde de medier du kan bruge, for at nå ud til dem. Medier skal her forstås bredt, som alle de steder hvor du kan møde potentielle kunder – både fysiske og online.

Her er en oversigt:

Fysiske steder

Atelier. Hvis du har et atelier hvor du kreerer dine værker, så er det et rigtigt godt sted at møde kunderne. Sørg for at det er indrettet, så du kan præsentere dine værker bedst muligt. Og samtidig vise lidt af det du arbejder på lige nu. Kunderne elsker at høre om dit virke som kunstner, om dig, hvordan du arbejder, hvor idéerne kommer fra og hvilke teknikker du anvender.

Udstillinger. Der er et hav af muligheder for, hvor du kan udstille din kunst. Virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Hvis der er koblet en kunstforening på, er der ofte et indkøbsbudget. Det er rart, når man nu bruger tid på at bringe værkerne frem og tilbage og sætte dem pænt op hos udstilleren.

Mange steder er der ikke et budget til køb. Men hvis det er et sted, hvor der kommer mange potentielle kunder forbi, så er det måske stadigvæk en god idé at udstille der. Du skal dog ikke forvente det store salg mens du udstiller.

Kunstmesser. Det findes efterhånden en del kunstmesser rundt omkring, både i Danmark og udlandet. At deltage på messerne er en bekostelig affære, med udgifter til stand, transport, ophold, forplejning, markedsføringsmateriale og meget mere. Men hvis du ved, at dine kunder besøger dem, og du måske har sendt en invitation ud til dem, så kan omkostningerne hurtigt være tjent ind igen.

Kunstmesserne er et rigtigt godt sted at få respons fra potentielle kunder omkring, hvad de synes om det du laver.

Gallerier. Der er rigtigt mange gallerier, både i Danmark og udlandet. Som ukendt kunstner er det generelt ret svært at komme ind i et galleri. Men hvis du har styr på markedsføringen, og samtidig laver værker der er unikke i forhold til andre kunstnere, så kan det godt lade sig gøre.

Forvent at det tager tid at bearbejde galleristerne. Kontakten til dem giver dig værdifulde informationer, omkring hvordan de ser de komercielle muligheder i din kunst.

Og så vil jeg også anbefale at du finder nogle gallerier, der fører kunst i samme stilart som du selv fremstiller. Hvis din kunst er fuldstændig anerledes, end det der bliver solgt i galleriet, så er det sandsynligvis ikke de kunder du sælger til.

Nærmiljøet. Som kunstner kan det være en god idé at deltage aktivt i lokale arrangementer, i det område hvor du bor. Det favner bredt, lige fra deltagelse på julemarkedet, til at stille præmier til rådighed ved bankospillet.

Online steder

Hjemmesiden. Af online medierne er hjemmesiden den absolut vigtigste, fordi det er her du gerne skulle konvertere de besøgende til at købe dine kunstværker.

Jeg anbefaler altid at lave en hjemmeside i WordPress, af 2 årsager.

For det første så har du selv kontrol over ALT, og kan lave ændringer uden at skulle være afhængig af andre. For det andet, så ved jeg det VIRKER, og giver resultater hvis du griber det rigtigt an.

Når du laver en hjemmeside, så er der 5 områder der skal optimers, hvis du vil opnå resultaterne:

en god struktur
masser af godt, relevant indhold
teknisk optimering
god brugervenlighed
linkbuilding

Du kan se her hvordan min egen hjemmeside ser ud:  artbylonfeldt.dk

Sociale medier. Antallet af sociale medier er efterhånden fuldstændig uoverskueligt. Det er en god mulighed for at indgå i en kommunikation med kunder, og få respons på de kunstværker du præsenterer. Omvendt så kræver det også en masse tid, da kunderne forventer en forholdsvis hurtig reaktion på deres spørgsmål og kommentarer. Gerne med svar indenfor maksimalt 3-4 timer.

Her er de største sociale medier:

Facebook
Youtube
Instagram
Twitter
Reddit
Pinterest
Tumblr
Google+
Linkedin

Det giver ingen mening at bruge tid på dem alle, da de hver har deres fordele og ulemper, set i forhold til hvem dine kundeprofiler er. Og de bliver brugt forskelligt i de enkelte land.

Vær samtidig opmærksom på at du opbygger en god fan/følger gruppe, der er interesseret i det du laver, deltager aktivt i debatten, og som køber dine produkter. Det er vigtigere med en lille dedikeret fangruppe, end en stor fangruppe der kun har liket din side fordi de deltog i en konkurrence.

Nyhedsbrev. Et nyhedsbrev er et fantastisk godt redskab, når det gælder om at trænge igennem til potentielle kunder. Men det kræver også et stort arbejde at få opbygget en modtagerliste med abonnenter, der gerne vil modtage nyhedsbrevet. Og så skal du give dem specielle informationer kun de får, så der opstår en følelse af eksklusivitet.

Salgsportaler. Du finder en masse forskellige salgsportaler (hjemmesider som Etsy, Ebay og Amazon) hvor du kan lægge dine kunstværker op. Det er lidt forskelligt, hvordan betalingen for det foregår. Nogle steder betaler du et fast beløb pr. produkt, du lægger op. Andre steder betaler du en %-del af salgssummen, når der bliver solgt noget. Fælles for portalerne er, at der er rigtig mange kunstnere, der bruger dem. Derfor kan det være svært at trænge igennem, få en god eksponering og få solgt nogle værker.

Kunstkonkurrencer. Både i Danmark og udlandet er der efterhånden en del konkurrencer, hvor du kan deltage med din kunst. Der kan være koblet et tema på – eksempelvis: Grønne farver, abstrakte motiver, landskabsmotiver, portrætter, pastel, vandfarver. Ofte koster det noget at deltage, men det plejer ikke at være vildt dyrt. Om ikke andet, så er konkurrencerne et godt sted at spotte, hvilken kunst der for øjeblikket er populær.

Andre medier

Omdeling af flyers og kataloger. En helt klassisk måde at markedsføre sig på, er ved omdeling af flyers og kataloger. Skal det være i større oplag, så er det ret dyrt. Men hvis du – især lokalt – har områder, hvor der bor mange potentielle kunder, så kan det være en god idé selv at tage et par flyers i hånden og dele dem ud.

Annoncering i blade og magasiner. Endnu en klassisk metode er at bruge annoncer i blade og magasiner. Selvom priserne er faldet de senere år, så er det stadigvæk utroligt dyrt, og du får meget mere for pengene ved at anvende andre medier.

Med udgangspunkt i dine kundeprofiler og de her nævnte generelle medier. Så kan du nu vælge ud, hvilke kanaler der er de absolut bedste i forhold til en optimal eksponering og størst muligt salg.

Hvad kan du lave selv og hvad skal du have hjælp til?

Alle de trin i markedsføringsprocessen jeg beskriver her, kan du i princippet selv lave. Men nogle af dem er vigtigere end andre.

Hvis du vil bruge en hjemmeside som omdrejningspunktet i din markedsføring, så få hjælp til det. For det tager det rigtig lang tid at lære at lave en hjemmeside, og du vil aldrig nå op på et fagligt niveau, som de specialister har, der arbejder med det hver dag.

Hvis Facebook og Facebook annoncering er et vigtigt medie. Så få hjælp til at sætte siden korrekt op, og få undervisning i hvordan du laver annoncer.

Hvis de sociale medier generelt er vigtige i din markedsføring, så lær dig selv at lave opslag – at skrive gode tekster samt tage og behandle lækre fotos.

Et generelt råd er: At du skal fokusere der hvor du har din ekspertise, nemlig på udvikling og produktion af din kunst. Og sørge for at du har den tid til det, der er nødvendig. Og så hente hjælp på de områder, der er mindre vigtige, og hvor du ikke er ekspert.

Afrunding

Artiklen “Hvordan markedsfører du din kunst ?” indeholder en opskrift til hvordan du får markedsført dig selv og din kunst bedre, og får mere salg.

En god planlægning af markedsføringen har stor betydning, da den sikrer du husker at få det hele med, og at du lægger et kontinuerligt markedsføringspres på kunderne.

Generelt består processen af følgende trin:

Generelt består processen af følgende trin:
definér det produkt du vil sælge
definér de kunder du gerne vil sælge produktet til
fastlæg hvor du finder kunderne henne
planlæg markedsføringen
implementér markedsføringen
mål resultaterne

Når den er gennemløbet, og du har lært af de resultater du har opnået, så starter det igen med planlæg – implementér – måling processen.

Jeg håber, det har give dig lidt inspiration til, hvad du kan opnå med din markedsføring, og hvordan du gør det.

Læs artikler på bloggen:
Luk menu